Nyhedsbrev
PatientDoktor

Nyheder:

Udbredelsen af kræft i huden vokser fortsat

Kræft i huden er public enemy number one i Danmark. Almindelig hudkræft, modermærkekræft og pladecellekræft udgør tilsammen den hyppigste kræftform i Danmark, og Kræftens Bekæmpelse forventer en yderligere stigning i antallet af diagnosticerede danskere over de næste år.

”Vi forventer, at antallet af danskere der bliver ramt af kræft i huden, fortsat vil stige de næste år. Dels fordi kræft udvikler sig over tid, og vi derfor vil se fortidens uhensigtsmæssige solvaner i statistikkerne, men også fordi TrygFondens og Kræftens Bekæmpelses solkampagne har sat fokus på problemet, hvilket kan få flere til at opsøge lægen og derved få stillet en diagnose”, siger Anja Philip , som er projektchef for forebyggelse af kræft i huden hos Kræftens Bekæmpelse.

Ud over at hudkræft, modermærkekræft og pladecellekræft generelt er de mest udbredte kræftlidelser i Danmark, er Danmark sammenlignet med andre lande også placeret højt i statistikken over tilfælde.

Forskningen stiller for tiden skarpt på de unge mellem 15 og 34 år, hvoraf især de unge kvinder lægger sig som nummer ét i verden af dem, der hyppigst får konstateret modermærkekræft.

Et andet foruroligende tal fra en undersøgelse som Trygfonden og Kræftens Bekæmpelse gennemførte i 2011 viste, at hvert år rammes 376 unge danskere mellem 15 og 34 år af kræft i huden.

Kvinder sjofler med solbeskyttelse

De danske kvinder, der normalt tager føringen over mændene på sundhedsfronten, halter bag ud, når det kommer til at forebygge kræft i huden.

”Kvinder solbader mere end mændene, og de bruger godt nok solcreme men ikke altid hensigtsmæssigt. De smører huden for sent og med et for tyndt lag, og så tror de, de har carte blanche til at lægge sig og stege i solen. Men man må aldrig ligge og stege i timevis – det kan ingen solcreme klare. Mændene skærmer sig oftere med tøj, hatte eller skygge, hvilket er den bedste solbeskyttelsesstrategi til at undgå solskoldninger”, fortæller Anja Philip.

Derfor anbefaler Kræftens Bekæmpelse følgende, overkommelige sol-råd i prioriteret rækkefølge:

  1. Siesta, skygge
  2. Solhat, tøj
  3. Solcreme
  4. Sluk solariet
  
Tilbage     Udskriv
 
Hvor udbredt er kræft i huden?
Lige nu lever ca. 75.000 danskere med diagnosen kræft i huden. Hvert år stiger tallet med ca. 8000 nye tilfælde (jf. statistikker fra 2001) Kilde: www.cancer.dk .

SPONSOR: