Psoriasis: SystemiskSystemisk behandling enten indtages som tabletter eller fås gennem en indsprøjtning.
Systemisk behandling virker indefra og adskiller sig fra lokalbehandling ved ikke kun at påvirke det angrebne område (psoriasispletterne), men hele kroppen. Derfor anvender man kun systemisk behandling af de patienter, som er svært angrebet af psoriasis, eller i tilfælde hvor andre former for behandling ikke har haft tilstrækkelig virkning.
Der findes flere præparater som anvendes til systemisk behandling af psoriasis:
 |
Methotrexat
|
|
Methotrexat bruges til behandling af svære og udbredte former for psoriasis, hvor lokalebehandlingen ikke er tilstrækkelig. Det vil normalt være førstevalgspræparatet både til behandling af psoriasis og psoriasisgigt.
Methotrexat virker hæmmende på den forøgede cellevækst i huden og undertrykker immunapparatets funktion.
Doseringen af medicinen er individuel, men normalt skal man tage 10-20 mg methotrexat én gang ugentlig.
Da stoffet kan være giftigt for leveren, skal man, når man er i behandling med methotrexat, være indstillet på regelmæssig kontrol med i starten ugentlige og senere månedlige blodprøver.
Bivirkninger:
Mange har rigtig god virkning af metotrexat, men 10-15 procent stopper med methotrexat pga. bivirkninger. Stoffet kan give kvalme, udslæt og mundbetændelse og kan påvirke lever og knoglemarv. Indsprøjtninger i stedet for piller kan evt. afhjælpe kvalme.
Det anbefales, at du ikke indtager NSAID-medicin (gigtmedicin) samme dag, som du tager methotrexat.
Graviditet og amning:
Du må ikke få methotrexat, hvis du er gravid, ammer eller blot overvejer at få børn (gælder både mænd og kvinder). Planlægger du at få børn, skal behandlingen afbrydes mindst tre måneder før I begynder at prøve.
Alkohol:
Pga. leverpåvirkningen, må du højst drikke tre genstande alkohol om ugen, når du er i behandling med methotrexat.
|
 |
Ciclosporin
|
Ciclosporin bruges til behandling af meget svær og udbredt psoriasis.
Ciclosporin er et hurtigtvirkende middel, som nedsætter immunforsvarets funktion. Behandlingen med ciclosporin gives i doser (tabletter) baseret på patientens vægt, samt på effekt og bivirkninger. Tabletterne fordeles i to doser om dagen.
Bivirkninger:
Ciclosporin påvirker nyrernes funktion og giver forhøjet blodtryk. Behandlingen kræver jævnlig kontrol af blodtryk og nyrer.
|
 |
Retinoider (A-vitaminer)
|
|
Retinoider (A-vitaminer) bruges til behandling af svær, almindelig psoriasis (psoriasis vulgaris), hvor andre behandlinger ikke har haft den store effekt.
Retinoider hæmmer betændelsestilstanden i huden og normaliserer celledelingen. Behandlingen kan med fordel foregå sideløbende med UVB-, PUVA-stråling og cremebehandling med D-vitamin analoger.
Doseringen er individuel, men starter normalt med en dosis på 0,5 mg/kg en gang om dagen. Doseringen overstiger sædvanligvis ikke 1 mg/kg om dagen. Sideløbende med behandlingen med retinoider foretages der kontrollerende blodprøver.
Bivirkninger:
Du bør undgå andre former for A-vitaminindholdige præparater, når du er i behandling med retinoider (A-vitaminer).
Graviditet:
Gravide må ikke behandles med retinoider, da behandlingen kan være meget skadelig for fostret. Kvinder, der ammer, må heller ikke være i behandling med retinoider.
|
|
|
|
Spørg brevkassen
Stil dit spørgsmål om psoriasis til vores hudspecialist.
|
|