Ordet psoriasis er græsk og betyder kløende udslæt.
Psoriasis er en kronisk hudsygdom, som får hudcellerne til at dele sig for hurtigt. For normale hudceller tager det ca. 28 dage at forny sig, men hos psoriasispatienter tager det kun fire dage. Fordi celledelingen i huden sker så hurtigt, opstår der hos psoriasispatienter et stort overskud af hudceller, som ikke når at modne, og som derfor kommer til at ligge på huden som tykke, glinsende skællag.
Samtidig opstår der en inflammation (betændelsestilstand) i huden, hvorfor de psoriasisramte hudomtåder er rødlige og ofte lidt hævede. Inflammation i huden er tegn på, at nogle af immusystemets celler er overaktive. Psoriasis er altså en kombination af for hurtig celledeling og en overreaktion i immunsystemet.
Psoriasis kan angribe både hud, hårbund, negle og led. Hvis leddene er angrebet kaldes det psoriasisgigt. Læs mere om Psoriasisgigt på Reumadoktor.dk.