Hårbundssygdomme: Om skæl
Skæl er døde hudceller, der bliver afstødt fra det yderste hudlag i hårbunden.
Hudens yderste lag (overhuden) består af to lag - yderst hornlaget og inderst basalcellelaget. I basalcellelaget dannes der hele tiden nye celler, som, med tiden bliver skubbet ud i hornlaget, hvor de tørrer ud (forhornes) og afstødes. Alle mennesker danner på den måde en lille mængde skæl, men det er så lidt, at skællene forsvinder helt ubemærket.
Hvis man danner mange forhornede hudceller, kan de imidlertid klumpe sig sammen og løsne sig i større flager, som kan ses som skæl i hårbunden.
Normalt får man skæl i pletter, men hele hårbunden kan også være dækket af skæl. Skældannelse starter ofte øverst på hovedet og i tindingerne.
Det er meget almindeligt at have skæl. De fleste prøver det på et tidspunkt, og for det meste er skæl ikke noget egentligt problem.
To typer skæl:
Men nogle mennesker udvikler en grovere, fedtet og gullig type skæl, som kræver mere effektive midler.
- Tørre, fine og løse skæl
De fleste mennesker får tørre, fine og hvide skæl, der løsner sig fra hårbunden og drysser ned på tøjet. Denne type skæl kan ret nemt behandles med en skælshampoo.
- Fedtede og grove skæl
Nogle mennesker får en fedtet, grov og gullig type skæl, der klæber til håret og kan danne tykke skorper i hårbunden, som kan være irriteret med rødme og kløe. Fedtet skæl kan sprede sig fra hårbunden til ansigtet, øjenbrynene og til området bag ørerne.
Læs mere om behandling af skæl.
Fedtet skæl kan i nogle tilfælde skyldes skæleksem. Denne type skæl kræver behandling hos en hudspecialist.
|