Nyhedsbrev
PatientDoktor

Insektbid og -stik:

Om lus

Der findes tre arter af lus, som lever på mennesker - hovedlus, kropslus og fladlus. Denne vejledning beskæftiger sig kun med hovedlus (Pediculus capitis).
 
Hovedlus
Hovedlusen er en ganske lille blodsugende snylter, som lever i menneskehår. Den holder sig helst tæt ved din hovedbund, hvor der er fugtigt og temperaturen er høj (ca. 30°C), og hvor den nemt kan komme til at suge blod.
 
Den voksne lus er 2-3 mm lang. Hunlusen er større end hannen. Lusens krop er aflang og flad. Dens farve kan variere fra nærmest gennemsigtig til meget mørk. Farveforskellen skyldes dels, at lusen kan tage farve efter det hår den opholder sig i, dels at lusen ser mørkere ud lige efter, at den har suget blod.
 
Den voksne lus kan leve i ca. tre uger. I den periode lægger hunlusen 5-8 æg om dagen. Lusens æg er ca. 0,8 mm lange og bliver lagt helt nede ved hårbunden, hvor de nærmest bliver limet fast til hårstråene. Æggene er 6-9 dage om at klække. Fra æggene er klækket, går der 9-12 dage, før de nye hunlus kan begynde at lægge æg.
 
Hvordan "smitter" lus?
Hovedlus kan hverken flyve eller hoppe, kun kravle. Lus forlader ikke frivilligt en hårbund, med mindre de kan kravle direkte over på en anden. Når lus spredes fra et menneske til et andet, sker det derfor som regel, når den enes hår rører ved den andens.
 
Luseæg kan ikke smitte. Heller ikke fra hår, der er faldet af. Æggene sidder nemlig fast på håret og kan ikke udklækkes ved temperaturer under 22 °C.
 
Lus kan overleve i op til 48 timer væk fra hovedbunden. De kan derfor spredes, hvis flere personer bruger samme kam, børste, hue, hovedpude/seng etc.
 
Hvem får lus?
Alle kan blive smittet med lus. Om du eller dit barn bliver "smittet" har ingen sammenhæng med, hvor renlige I er.
 
Lus ses oftest på børn, fordi børn er i tæt fysisk kontakt, når de leger.
Langhårede børn får oftere lus end korthårede. Hårlængden skal dog være kortere end 0,5 cm, hvis man vil være sikker på ikke at få lus.
 
 
 
  
Tilbage     Udskriv
 
 
 
 
Lus
  • Lus lever udelukkende af blod
  • Det har derfor ingen betydning, om håret er snavset eller rent
  • Lus overfører ikke sygdomme
 

SPONSOR: