Nyheder: Nikkeltest er utilstrækkeligTesten der skal påvise, at nikkelfrigivelsen fra smykker lander på et acceptabelt niveau er for dårlig. Halskæder, ringe og armbånd kan stadig medføre allergiske reaktioner.
Af Katrine Thorlund
En lov fra 1990, om at nikkelteste for eksempel smykker, var sat i verden for at komme problemet med de mange allergiske udbrud til livs, men det har ikke haft tilstrækkelig effekt ifølge ekspert.
"Fra 1990 til 2006 er antallet af unge kvindelige nikkelallergikere faldet fra 20 procent til 10 procent, men det tal er stadig alt for højt", mener Jacob Pontoppidan Thyssen, læge og seniorforsker ved Videncenter for allergi.
Lovgivningen indbefatter, at der kun må frigives et halvt mikrogram nikkel fra ét produkt, hvilket man sikrer via en test.
Men testen, som bliver foretaget af Miljøstyrelsens kemikalieinspektion, er upræcis, lyder meldingen fra Jacob Pontoppidan Thyssen.
Testen tillader fortolkning
"Fortolkning af testen er et problem. Hvis målingen i virkeligheden er for høj, kan man med den lille tilladte mellemregning bringe tallet ned på et acceptabelt niveau og på den måde sælge produktet som lovligt og såkaldt nikkelfri, selvom produktet faktisk stadig er skadeligt for forbrugeren", siger Jacob Pontoppidan Thyssen.
Også hos Astma og Allergiforbundet er man opmærksom på problemet, som især viser sig blandt importerede smykker.
"Vi oplever fortsat, at det er muligt at finde for eksempel smykker, der frigiver nikkel, og det tyder på, at lovgivningen og/eller tilsynet ikke er godt nok", mener Betina Hjorth, rådgivningschef ved Astma-Allergi Danmark.
Nikkel finder vej til din hud
Siden den nye lov trådte i kraft bliver forbrugerne generelt udsat for mindre nikkel, men nikkel kan optræde i mange typer af produkter, og derfor bør man være opmærksom på vores omgivelser, hvis man har sensitiv hud, lyder eksperternes råd.
Mobiltelefoner er det seneste produkt, der er kommet med under lovgivningen om at teste for nikkel, men Betina Hjorth forudser, at flere ting må føjes til listen i fremtiden.
"Vi er begyndt at høre om patienter, der oplever problemer med computertasteturet. De ting som vi begynder at bruge mere i dagligdagen bliver derfor også en større risiko for os. Det kunne være hensigtsmæssigt med løbende servicetjek af lovgivningen, for at sikre at den lever op til vores nutidig levevis", mener Betina Hjorth.
 |
Fakta om lovpligtig nikkeltest
|
|
Den lovpligtige nikkeltest foregår ved, at man lægger et smykke i en beholder med kunstigt sved, som skal simulere menneskelig hudkontakt, i en uge ved 30 graders varme.
Derefter måler man den nikkelfrigivelse, der er efterladt i den kunstige sved. Derefter må målingen ifølge loven ganges med 0,1 for dermed at tage højde for det sommetider svært bestemmelige overfladeareal på produktet. Det er her, der kan opstå fortolkningsproblemer.
|
 |
Test selv for nikkel
|
|
Har du sensitiv hud og tendens til udslæt, kan du selv teste om de ting du omgiver dig med indeholder nikkel.
Du kan købe en nikkeltest på apoteket for 157 kroner.
|
|