Hudpleje: Læderhuden
Læderhuden (dermis) er tykkere end overhuden og består først og fremmest af bindevæv, som giver huden dens styrke og elasticitet.
Bindevæv er opbygget af kollagen- og elastinfibre. De kollagene fibre er i familie med dem, som bl.a. brusk er opbygget af og giver huden dens styrke. Elastinfibrene er elastiske og giver huden dens spændstighed og elasticitet. Når huden ældes, og der opstår rynker, er det især fordi bindevævet i læderhuden bliver mindre, og huden bliver tyndere og mister sin elasticitet og vandbindingsevne.
I læderhuden findes der desuden hårsække, svedkirtler, talgkirtler og sanseceller. Talg- og svedkirtlernes samt hårsækkenes udførselsgange strækker sig op gennem overhuden og munder ud i porer på over-fladen. Hvis talgkirtlerne overproducerer talgfedt (sebum) eller porerne er stoppede, kan det føre til infektioner i kirtlerne (se Akne).
Sansecellerne er direkte forbundet til nervesystemet. De registrerer kulde og varme, berøring og smerte og sender besked fra huden til rygmarven og videre til hjernen. |