|
Benyttes til behandling af solkeratoser.
Hvis du har solkeratoser, er der specialcremer, som angriber solkeratoserne på forskellig måde. En af dem er Aldara, der virker således, at den stimulerer hudens immunforsvar til selv at angribe og ødelægge de kræftsyge celler. En anden cremebehandling er Solaraze, der indeholder en cellegift, der angriber de kræftsyge celler.
Aldara virker indefra ved at aktivere dit eget immunforsvar, så det angriber og ødelægger de forandrede, unormale hudceller. Cremen fjerner ikke kun de synlige solkeratoser, men behandler også de forandringer, der endnu ikke er blevet synlige. Behandlingen er en hjemmebehandling, hvor du selv smører hele området med solkeratoser. Du skal smøre området 3 gange om ugen (for eksempel mandag, onsdag og fredag) inden normal sengetid og lade den sidde på huden i 8 timer. Huden vaskes med mild sæbe næste morgen. Du skal smøre området i 4 uger. Herefter holder du en pause på 4 uger. Behandlingen kan gentages endnu 4 uger, hvis lægen ordinerer det.
Det behandlede område må ikke dækkes med plaster eller lignende. Du bør beskytte dig mod sollys (gælder også solarium), mens du er i behandling med Aldara. Hvis du glemmer en dosis, skal du påføre den så hurtigt som muligt og herefter følge den normale behandlingsplan. Du må kun bruge Aldara én gang om dagen.
Forventelige reaktioner
Mens du er i behandling med Aldara, vil din hud se anderledes ud. Det skyldes cremens virkning. Huden bliver rød, og der kan dannes skorper og skæl. Du kan også opleve snurren og prikken i huden, små hævede områder, smerter, irritation og kløe. Reaktionerne forsvinder, når behandlingen er færdig, og huden heler. Hvis du har spørgsmål til behandlingen, eller oplever andre reaktioner end de nævnte, bør du kontakt din læge.
En til tre måneder efter endt behandling bør du gå til kontrol hos egen læge. Du bør selv holde øje med forandringer i huden og kan aftale med din læge, at du en gang om året får en efterundersøgelse, hvis det er nødvendigt.
Se film om cremebehandling her.
Hvordan forholder du dig efter endt behandling?
- Benyt fremover en høj solfaktor på lysudsatte steder for at beskytte dig mod solen.
- Bliv i skyggen midt på dagen.
- Anvend masser af solcreme. Jo højere faktor, desto bedre.
- Køb en solcreme, som beskytter mod både UV-A og UV-B stråler.
- Smør rigeligt solcreme på. De fleste smører et for tyndt lag på - faktisk blot en tredjedel af det nødvendige.
- Begynd solsæsonen forsigtigt. Start sæsonen med en høj faktor.
- Vær særlig forsigtig ved vand og sand, som reflekterer solens stråler.
- Beskyt dig med tøj. Jo mørkere og tættere stoffet er, desto færre UV-stråler slipper igennem. Almindelig bomuld beskytter som faktor 8-10.
|