Insektbid og -stik: Forebyggelse
Tøj
Den bedste forebyggelse mod myggestik er, at forhindre myggene i at sætte sig på din hud. Du vil derfor få betydeligt færre myggestik, hvis du sørger for at have lange bukser og en langærmet bluse på i de tidlige morgentimer og i skumringen, hvor myggene er mest aktive.
Myggebalsam
Hudområder, som ikke kan dækkes af tøj, kan du smøre ind i myggemiddel. På apoteket kan du købe flere forskellige midler af denne art (lotion/balsam, spray eller stift). Myggemidlernes duft skræmmer myggene væk.
Vær opmærksom på, at midlerne ikke bør anvendes til børn under tre år, og at de på nogle mennesker kan virke irriterende på huden. Hvis du er gravid, så spørg på apoteket, hvilke midler du må benytte.
Hold myggene ude
Myg søger mod lys. Så for at undgå at få myg ind i huset, bør du derfor sørge for at holde lyset slukket inde, når du har døre og vinduer åbne. Alternativt kan du sætte myggenet for vinduerne. |