Modermærkekræft: Det normale modermærkeHvad er et modermærke?
Modermærker er de brune pletter, som de fleste af os har på huden. Nogle af os har mange, andre har få.
Normale modermærker kaldes også nævi og er samlinger af hudens pigmentceller (melanocytter). Pigmentceller er de celler, som giver huden farve og beskytter den mod solens ultraviolette stråling.
Modermærker opstår og forsvinder
Modermærker opstår og forsvinder i løbet af livet. Kun ét ud af hundrede spædbørn har et synligt modermærke ved fødslen, mens de fleste voksne har adskillige.
Et modermærke starter ofte som en lille brun plet, som i løbet af nogle år vokser til et par millimeter i diameter. De fleste modermærker holder op med at vokse, når de når denne størrelse. Men nogle begynder at vokse i tykkelsen, så de bliver til små, brune knopper.
Mange ældre mennesker oplever, at deres modermærker begynder at blegne. De mister deres pigment og bliver til små, hudfarvede hudflapper.
Forandringer som disse sker ganske langsomt, over måneder og år, og er helt normale.
|