Insektbid og -stik: Bekæmpelse af lopperAlle hunde og katte kan have lopper, og det er næsten umuligt helt at forhindre dyrerne i at få lopper. Men det er muligt med konsekvent forebyggelse, at holde antallet af lopper nede på så lille et antal, at de hverken er til gene for dig eller dine husdyr.
Det er en god idé at forebygge mod lopper allerede fra den dag du får et kæledyr indenfor husets fire vægge.
Du kan bekæmpe lopperne med grundig rengøring og forskellige typer insektmidler:
Rengøring
Hold dine kæledyr og deres soveplads så rene som muligt. Børst og vask dyrets pels og støvsug dyrets soveplads samt alle gulve og gulvtæpper grundigt.
Permethrin
Permethrin kan bruges til at udrydde de voksne lopper. Midlet findes i sprayform og kan bruges både til dyr og omgivelser.
Metropren
Metropren forhindrer loppeæg i at klække og sørger samtidig for, at loppelarverne dør inden de når voksenstadiet. Midlet har til gengæld ingen effekt på de voksne lopper.
Metropren er ikke giftigt for mennesker og kan anvendes både til dyrene og deres omgivelser. For at holde dit hjem loppefrit, skal du bruge Metropren ca. en gang om måneden fra forsommer til omkring jul.
Loppehalsbånd
Loppehalsbånd er godt, som supplerende forebyggelse mod lopper, men alene kan det ikke anbefales. Man bliver nødt til at forebygge på anden vis også - som beskrevet ovenfor. Bemærk, at loppehalsbåndets virkningstid er ofte kortere end angivet på deklarationen, og at halsbåndet kun virker mod de lopper, der sidder på dyret. Loppehalsbåndet virker altså ikke på alle de lopper, som befinder sig i dyrets omgivelser, fx i gulvtæppet eller i dit kæledyrs kurv. Hvis du bruger loppehalsbånd som eneste middel mod lopper, vil lopperne derfor blot blive en endnu større plage for dig (mennesket), idet lopperne vil søge væk fra dyret og over til dig.
|