Nyhedsbrev
PatientDoktor

News:

Unge og psoriasis

Psoriasis er en forholdsvis hyppig sygdom. 2 til 3 % af alle danskere lider af psoriasis, og en stor del af dem debuterer med psoriasis allerede i barndommen. Faktum er, at omkring 30.000 børn i Danmark lever med psoriasis. Sygdommen opstår normalt i 10-30-årsalderen, men kan ses både tidligere og senere.

At være ung med psoriasis kan være en stor belastning både fysisk og psykisk.

Puberteten
Børn og unge med psoriasis er selvfølgelig meget påvirkede af deres sygdom – især i puberteten. Det er i forvejen en svær tid, hvor man skal finde sin egen identitet. Hvis man så oven i købet har psoriasis at kæmpe med, gør det bestemt ikke tingene nemmere. Unge med psoriasis har større problemer med deres selvværd end andre unge, og de gør ofte meget ud af at skjule deres hud.
Der kan desuden være problemer med det modsatte køn, hvor det vil være en hæmning for mange unge psoriasispatienter at skulle smide tøjet over for hinanden. Derfor kan det også blive et seksuelt problem.
”Man ved, at børns livskvalitet er påvirket. Det kan måles med pædiatrisk DLQI (Dermatology Life Quality Index), men erfaringerne er begrænsede,” siger overlæge dr. med. Robert Gniadecki fra Bispebjerg Hospital.

Diagnosticering
Psoriasis hos børn viser sig på samme måde som hos voksne bortset fra, at hudforandringerne i lidt større udstrækning sidder i hudfolderne.”Derfor bruger man også de samme principper som hos voksne, når man skal diagnosticere psoriasis hos børn,” siger Robert Gniadecki.
Den mest almindelige diagnosticeringsmetode er at vurdere udslættets udseende. Plaque psoriasis diagnosticeres hyppigt ved kraftigt skællende, velafgrænsede hudforandringer på albuer og knæ.
Håndflademetoden og PASI (Psoriasis Activity and Servirity Index) benyttes til vurdering af sværhedsgraden.

Behandling
Behandling af børn og unge sker typisk med cremer, lys og systemiske behandlinger. Senest er også biologisk behandling taget i anvendelse til børn og unge.
”Jeg vurderer, at der er en tendens til mere lokalbehandling i valg af behandlingsform til børn og unge. Formentligt fordi få bliver henvist til speciallæge, og kun enkelte bliver henvist til sygehusafdelinger. Det er meget vigtigt, at de børn som, også har gigtsymptomer, henvises til specialister, da sygdommen kan have et mere aggressivt forløb. Det samme gælder ved børn med øjensymptomer (uveit),” siger Robert Gniadecki.

Nyere studier viser, at børn har samme respons som voksne på biologisk behandling. Blandt biologiske lægemidler til behandling af psoriasis kan nævnes Enbrel (etanercept), Humira (adalimumab), Remicade (infliximab) og Stelara (ustekinumab). Heraf er det for øjeblikket kun Enbrel, der har en børneindikation, dvs. kan bruges til børn ned til 8-årsalderen. 

Kilder: www.psoriasis.dk, www.netdoktor.dUnk, www.psoriasisguiden.dk
 

 

Sommerkursus for børn
og forældre


  • Det er hårdt at stå alene med
    tvivl og spørgsmål, når psoriasis har meldt sig i familien. For at imødekomme både børnenes og forældrenes usikkerheder, arrangerer Danmarks Psoriasis Forening hvert år i uge 27 det årlige og meget populære sommerkursus for psoriasisramte børn/unge og deres forældre.