Nyhedsbrev
PatientDoktor

Temaer: Dermatologisk lysbehandling
UVB og UVA 
 
Bredspektrum UVB
 
Normalt gives UVB behandling flere gange per uge i perioder på dermatologiske klinikker. For psoriasispatienter, som bor langt fra behandlingscentre, er det i Danmark muligt at låne eller købe en simplere udgave af UVB-lamperne til hjemmebrug. I Danmark er det Psoriasisforeningen som udlåner lamper til hjemmebrug.
 
Nobelprismodtageren Niels Ryberg Finsen indledte brugen af UVB fototerapi. I 1920erne kom kviksølvskvartslampen til i psoriasisbehandlingen ofte i kombination med tjære: Goeckerman behandling. Først i 1978 kom det mere effektive bredbånds UVB-lysrør til. Det er i slægt med de tidligere populære højfjeldssollamper.

Langtidsbivirkninger
En kendt langtidsbivirkning ved UVB behandling er muligheden for udvikling af non melanom hudkræft, hvis patienten får behandlingen periodevis i mange år. Det er beregnet at 6 ugers behandling med 2 serier per år øger risikoen for 'godartet hudkræft' til samme niveau som kendes fra udendørsarbejdere som landmænd og fiskere, der opholder sig i den naturlige sol. Desuden går de fleste patienter med behandlingskrævende psoriasis hos en dermatolog, hvor evt. tegn på hudkræft tidligt kan opdages og behandles. Der er aldrig påvist øget risiko for malignt melanom.


Smalspektrum UVB

 
Det seneste store gennembrud kom i 1988, hvor det såkaldte smalspektrum UVB lysrør blev opfundet efter at den optimale bølgelængde for psoriasisopheling blev fastlagt til 311 nm.

Smalspekstret UVB er optimeret til psoriasisbehandling og det skal nævnes, at almindelige solarielysrør med UVA ikke har nogen nævneværdig effekt på psoriasissygdommen.

Behandlingen har vist sig effektiv i så mange sammenhænge, at den har overtaget en stor del af den mere omstændelige PUVA behandling ikke kun i psoriasisterapien, men til mange andre diagnoser.

Hver behandling i lyskabinen varer blot nogle få minutter for behandling af hele kroppen. Ved behov for behandling af hænder og fødder findes specielle lamper til dette formål. Huden tåler med dette smalle UV område større lysdoser end med bredspektrum UVB og med terapeutisk gevinst. Samtidig undgås de mere irriterende og kun rødmefremkaldende kortbølgede stråler.

Smalspektrum UVB er efterhånden den almindeligste form for lysbehandling til mange UVB-behandlingsbare diagnoser.

Forskellen mellem bredspektrum TL 21 og smalspektrum TL01 lysrør.
 
 
UVA

Almindelig UVA som benyttes i kosmetiske solarier, bruges kun i begrænset omfang i dermatologisk behandling som monoterapi fx til atopisk dermatit, men nyere og ekstremt dyre UVA1 'kanoner' har på universitetsklinikker fået nye anvendelsesområder som for eksempel i den vanskelige behandling af sklerodermi.