Hårbundssygdomme: Skæl i hårbunden
Seborrhoisk dermatitis
Ætiologi
Eksemlidelse af hårbunden hos voksne.
Øget sebumproduktion og kolonisering af huden med gærsvampen Malassezia furfur kan være af betydning. Stress, HIV infektion og parkinsonisme kan forværre tilstanden.
Epidemiologi
Seborrhoisk dermatitis i hårbunden eller pityriasis capitis simplex ses hos helt op til 20-30% af alle voksne. Hos spædbørn findes en variant af sygdommen ofte i form af 'arp', men enkelte børn kan udvikle mere udtalt eksematisering, hvorefter tilstanden benævnes infantil seborrhoisk dermatitis.
Klinik
Monosymptomatisk fedtede eller tørre skæl diffust i hårbunden.
Rødme og kløe i varierende grad. Skældannelsen er enlaget og efterlader ikke den for psoriasis karakteristiske blødende membran ved forsigtig fjernelse af skællene. Det er typisk for skællene ved seborrhoisk dermatitis, at disse sidder fast i hårene og at svær eksematisering kan være associeret med et diffust hårtab. I sjældne tilfælde kan der fremkomme en asbest-lignende tyk hyperkeratose i hårbunden som led i en seborrhoisk dermatitis, som benævnes pityriasis amiantacea.
Diagnose
Klinisk diagnose
Behandling
 |
Behandlingsstrategi
|
- De fleste kan hjælpes med et shampoo præparat indeholdende enten ketoconazol, zinkpyritoin eller tjære.
- Ved opblussen suppleres med kortikosteroid præparat.
Voksne:
- Shampoo indeholdende ketoconazol, zinkpyrition eller tjære.
- Suppleret med kortikosteroid liniment eller shampoo.
- I udvalgte tilfælde kan itraconazol dæmpe eksemet.
- Pityriasis amiantacea vil ofte kræve henvisning til dermatolog med henblik på keratolytisk behandling, før der kan påbegyndes en egentlig eksembehandling.
Børn:
- Spædbørn kan som regel behandles med indfedtning i vaseline, coldcreme, olie eller fugtighedscreme.
|
 |
Medicinoversigt
|
Virksomme stoffer: Ketoconazol, zinkpyritionholdige håndkøbsmidler eller tjære shampoo
Shampooen anvendes regelmæssigt.
Bivirkninger: Kun få, i form af kløe og svien. Bemærk at der er mistanke om, at shampoo indeholdende zinkpyrition skader vandmiljøet.
Virksomt stof: Itraconazol (intermitterende behandling)
Dosisforslag: 100 mg x 1-2 daglig i 1-2 uger. Indtages umiddelbart efter et måltid.
Behandlingsvarighed: 1-2 uger
Kontraindikation: Graviditet, samtidig behandling med CYP3A4-metaboliserende lægemidler, der kan forlænge QT-intervallet, HMG-CoA-reduktasehæmmere, busulfan, felodipin, nifedipin, rifampicin, tadalafil, vinkristin eller vinblastin.
Forsigtighedsregler: Bør ikke anvendes ved amning eller til patienter med kendt leversygdom eller hjerteinsufficiens.
Virksomt stof: Kortikosteroid liniment eller shampoo (supplerende behandling)
Dosisforslag og behandlingsvarighed: Appliceres dagligt i 2-4 uger som supplerende behandling. Behandlingen kan gentages ved behov med indlagte behandlingspauser.
Bivirkninger: Sjældne, indbefatter hudatrofi, kløe og brændende fornemmelse i huden.
Cremer og vaseline
Spædbarns seborrhoisk dermatitis kan i lettere tilfælde klares med indfedtning med vaseline, coldcreme, olie eller fugtighedscreme for at fjerne de fedtede skæl.
Ved tegn på inflammation kan der kortvarigt appliceres hydrocortison creme dagligt. Ved længerevarende behandling er der risiko for udvikling af kontaktdermatitis.
|
 |
Vedligeholdelse og kontrol
|
|
Kotonazolholdig, zinkpyritionholdig eller tjæreshampoo anvendes som vedligeholdelsesbehandling, der kan fortsætte i måneder/år.
|
|