Rosacea: PatientinformationRosacea er en kronisk hudsygdom præget af rødme, hævelse og bumselignende forandringer som for det meste er lokaliseret til ansigtet. Andre hudområder kan være inddraget som eksempelvis hårbunden, halsen, ørene, brystet og ryggen. I nogen tilfælde øjnene.
Klinisk forløb
I starten bemærker man en tendens til kraftig rødmeudbrud (flushing) i relation til kulde, visse fødevarer, alkohol og emotionelle faktorer. Med tiden opstår vedvarende rødme, hævelse, bumser (men ikke hudorme), synlige karstrukturer (karsprængninger) og symptomer med svie og kløe i de pågældende områder.
Trods ligheden med almindelig bumser adskiller rosacea sig ved tørre hudforandringer og en mere udtalt og ensartet rødme, som kan forstærkes af mange ydre faktorer for eksempel vind, vejr og visse kosmetiske produkter.
Sygdommen udvikler sig ofte med fremkomst af røde og gule knopper (pustler) samt skorper og skældannelse. Klinisk ligner det en infektion, men der er ikke tale om smitsomme bakterier. Kirtlerne på næsen kan blive forstørrede, så næsen bliver puklet (rhinofyma), hvilket oftere ses hos mænd end hos kvinder. Nogle patienter er især plaget af øjensymptomer med røde knopper omkring øjenlåg og fornemmelse af svie og grus i øjnene. De røde og gule knopper, som kommer senere i forløbet, kan under tiden gå i sig selv.
Hyppighed og forekomst
Sygdommen er meget hyppig og rammer især voksne 30-50 årige kvinder med lys hud og blå øjne. Sygdommen kan dog også ses hos yngre og mænd - og for sidstnævntes vedkommende ofte i svær grad. For kvinders vedkommende kan der være tale om familiær forekomst. Mange kvinder oplever, at sygdommen blusser særlig kraftig op i relation til mentruation.
Udløsende og forværrende faktorer
 |
Genetisk disposition
|
|
Sygdommen blev tidligere anset for at være et resultat af overdreven alkoholindtagelse og/eller krydret mad. Selvom disse faktorer kan forværre tilstanden, så er de ikke årsagen. Derimod mener man, at der kan være tale om en særlig disposition, idet sygdommen kan ses i flere generationer i samme familie. Arv og miljø synes således at være afgørende for sværhedsgraden og tendensen til karudvidelser overfladisk i huden.
|
 |
Immunforsvaret
|
|
En anden teori er immunapparatets evne til at reagere overfor tilstedeværende mikroorganismer, hvor især hudmiden (demodex) og bakterier (helicobakter) er mistænkt for at kunne vedligeholde sygdommen. I nogen tilfælde vælger man behandling mod disse organismer - men effekten er ikke varig.
|
 |
Fødevarer, drikke samt vind og vejr
|
|
Blodgennemstrømningen til ansigtet kan man øge af mange faktorer og herved forstærke den rødme, som er en del af rosacea. Det kan være stærkt krydret mad, varme drikke, varme lokaler, kulde, alkohol og nervøsitet. Mange mennesker med rosacea oplever en forværring tidligt om foråret, som om man ikke tåler forårssolen. Man bør derfor passe på med sollyset og langsomt vænne huden til solen. Til gengæld bliver sygdommen hos 20-30% mildere i løbet af sommeren, og rødmen bliver mindre synlig, når huden bliver brun.
|
 |
Kortisoncremer
|
|
Stærke kortisoncremer anvendt i ansigtet kan fremkalde rosacea og dem bør man derfor undgå. De receptfrie, svage kortisoncremer (hydrokortison) er som regel risikofri.
|
Behandling
Selv om rosacea ikke kan helbredes, kan symptomerne altid blive bedre ved behandling, og sygdommen kan falde til ro efter længere tids behandling.
 |
Azelainsyre
|
|
Man behandler rosacea ved at smøre huden med en creme eller gel. Azelainsyre gel (Finacea) er en desinficerende og komedolytisk hudmiddel, som også kan anvendes til lokalbehandling, og den indeholder ikke antibiotika.
Virkning
Azelainsyre gel appliceres 2 gange dagligt. For at opnå en optimal virkning af behandlingen er det vigtigt, at du fortsætter med at anvende azelainsyre regelmæssigt i hele behandlingsperioden, som kan vare flere måneder. Virkning af behandlingen kan ses 4-8 uger efter behandlingens start.
I tilfælde af hudirritation kan du anvende en mindre mængde eller bruge gelen én gang dagligt indtil irritationen holder op. Man kan også afbryde behandlingen midlertidigt i nogle få dage.
|
 |
Metronidazol
|
|
Man kan også behandle rosacea ved at smøre huden med en creme eller gel, som indeholder et antibiotikum, metronidazol.
Selvom der ikke er påvist sygdoms-fremkaldende bakterier i rosacea, har Metronidazol og Tetracyklin begge en betændelsesdæmpende virkning på huden, hvilket skyldes stoffernes virkning på immunreaktioner.
Virkning
Virkningen af metronidazolholdig creme eller gel kommer først efter ugers behandling. l reglen virker midlerne først på de betændte knopper, mens rødmen aftager meget langsomt. Behandlingen varer mange måneder, og der vil ofte være rødme, som ikke lader sig påvirke, ligesom de større, udvidede kar ikke mindskes af behandingen.
Hvis virkningen af metronidazolholdig creme eller gel er utilstrækkelig, eller hvis sygdommen fra starten er udtalt, skal smørebehandlingen suppleres med antibiotiske tabletter, tetracyklin eller erythro-mycin. Denne behandling kan strække sig over flere måneder.
|
l meget svære tilfælde kan hudlægen vælge at behandle med isotretinoin, som også anvendes ved svær akne.
 |
Laserbehandling
|
|
Hvis der fortsat er megen rødme, når sygdommen er faldet til ro, kan de udvidede blodkar behandles med medicinske lasere. For at opnå et godt resultat er det vigtigt, at denne behandling udføres af læger med det bedste udstyr og stor erfaring i behandlingen. Hudlægen kan rådgive om disse behandlinger.
|
 |
Kosmetik
|
|
Man må gerne anvende kosmetik for at dække den røde farve i huden. Kosmetik med grønlig tone er bedst til at dække røde farver.
|
De fysiske tegn på rosacea overskygges ofte af de sociale og emotionelle følgevirkninger. Således klager mange patienter over lavt selvværd og nedsat social aktivitet som resultat af de kosmetisk skæmmende tegn på rosacea.
|