Nyhedsbrev
PatientDoktor

Temaer: Compliance - hvorfor gør patienterne ikke som vi siger?
Sektionen om 'Compliance' er skrevet af Agneta Gånemo.
 
Agneta Gånemo er PhD og autoriseret sygeplejerske. Hun arbejder dels på hudklinikken på Akademiska sjukhuset i Uppsala med sjældne arvelige hudsygdomme (gendermatoser), dels på hudklinikken på universitetssygehuset i Malmö (MAS) bl.a. med et forskningsprojekt om livskvalitet ved forskellige hudsygdomme. Agneta Gånemo er desuden kursusleder på sygeplejerskeuddannelsen inden for området hud og venerologiske sygdomme.
 

 
Når en patient søger læge for hudproblemer, opstår der en forventning hos begge parter. Patienten forventer, at lægen stiller en diagnose, og at tilstanden kan helbredes. Lægen forventer, at patienten følger ordinationen og indtager den medicin mod sygdommen, som han/hun ordinerer. Men på trods af at patienten vil blive helbredt, og at lægen udskriver et effektivt lægemiddel, så viser undersøgelser, at patienterne i stor udstrækning undlader at følge den angivne ordination.
 
Ifølge WHO (2003) følger ca. 50 procent af patienterne med kroniske sygdomme ikke den behandling, som lægen ordinerede. Når det gælder patienter med hudsygdomme, påviser undersøgelserne sammenlignelige eller højere cifre. Patienterne bruger ikke medicinen korrekt, eller de følger ikke ordinationen på anden behandling.
 
Køns- og aldersforskelle
Der er også visse kønsforskelle inden for hudsygdomme og behandling. Betydeligt flere kvinder end mænd rammes af hudsygdomme (2007: kvinder 95.000, mænd 74.000). Statistikken viser også, at udtagelse af ordinerede recepter på blødgørende cremer i større udstrækning foretages af de kvindelige patienter. Der findes desuden undersøgelser, som påviser aldersforskelle, idet yngre personer er dårligere til at følge ordinationer om behandling end ældre.
 
Årsagerne hertil er mange. De behandles i afsnittet om årsagerne til manglende compliance. I litteraturen bruges en række udtryk for det, at patienten følger eller ikke følger den ordinerede behandling (compliance/ikke-compliance, adhærence/ikke-adhærence og på dansk overholdelse/ikke-overholdelse). I dette afsnit bruges udtrykkene compliance/ikke-compliance.