Temaer: Ulcus cruris
Temaet om Ulcus cruris er skrevet af Karsten Fogh.
Dr. med. Karsten Fogh er dermatolog og ansat som overlæge ved dermatologisk afdeling, Århus Sygehus. Han er lægelig ansvarlig for sårcentret ved samme afdeling. Karsten Fogh er medlem af bestyrelsen i Danske Lægers Sårselskab.
Ulcus cruris (eller bensår) er betegnelsen for åbne (kroniske) sår, oftest under knæniveau, som ikke heler inden for en periode på ca. 6 uger. Bensår har mange årsager og inkluderer vaskulært betingede sår (venøse og arterielle sår) og specielle sår som kan relatere sig til systemsygdom (vasculitis, pyoderma gangraenosum og necrobiosis lipoidica).
Diagnostik og behandling af ulcus cruris kræver betydelig økonomisk og personalemæssig indsats. Prævalensen i Danmark skønnes at være 1-1,5%.
Kendskab til de forskellige sårtyper er vigtig for at sikre optimal diagnostik og - når muligt - kausal behandling, hvor behandlingen retter sig mod årsagen til såret og ikke blot sigter mod at behandle selve såret.
|