Hårbundssygdomme: Infektioner
Dermatofytosis capitis
Ætiologi
Svampeinfektion i skalpen skyldes ofte infektion med zoofile dermatofytter, såsom Microsporum canis ('katteringorm'), Trichophyton verrucosum ('kalveringorm') eller Trichophyton mentagrophytes (smitte fra marsvin). En række antropofile dermatofytter kan smitte ved direkte kontakt mellem mennesker. Det drejer sig om Trichosporum audini, Trichophyton tonsurans og Trichophyton violaceum. I Danmark dominerer de zoofile dermatofytter, mens de atropofile dermatofytter ofte importeres efter ophold i udlandet.
Epidemiologi
Optræder sporadisk og er relativt sjælden.
Klinik
Varierer fra let tør afskalning, der ligner seborrhoisk dermatitis, til rødme med alopeci og endelig i de sværeste tilfælde abscederende inflammation ('kerion celsi'). Tilstedeværelse af afskalning, rødme og alopeci med afknækkede hår hos børn skal altid rejse mistanke om tilgrundliggende dermatofytinfektion.
Diagnose
Diagnosen stilles ved påvisning af dermatofytter ved mikroskopi og dyrkning. I Woods lys (UVA belysning) er der blå-grønlig fluorescens svarende til det afficerede område i hårbunden og eventuelt medinddragende hår.
Behandling
- Altid med peroral antimykotikum.
- Ofte anvendes terbinafin tabletter efter vægt i mindst 4 uger.
- Microsporum arterne responderer generelt dårligt på terbinafin og itraconazol og bør derfor behandles i speciallægeregi med griseofulvin.
- Se udvidet behandlingsafsnit under Svampeinfektioner.
|