Nyhedsbrev
PatientDoktor

Morfologi:

Hudens struktur

Sektionen "Introduktion til morfologi" er skrevet af Michael Heidenheim.
 
Michael Heidenheim er overlæge og speciallæge i dermato-venerologi ved Roskilde Amtssygehus. Interesseområder indenfor formidling af medicinsk-dermatologisk viden, praktiske kliniske procedurer og teledermatologi.
 
 

Huden er legemets største organ med et areal på 1.8 m2 og vægt svarende til 16 % af kropsvægten. Hudens komponenter omfatter epitheliale, mesenkymale, glandulære og neurovaskulære enheder.
 
Huden kan inddeles i 3 funktionelle enheder
  1. Epidermis deriveret fra ektoderma
  2. Dermis deriveret fra mesoderm
  3. Adnexstrukturer deriveret fra ektoderm og mesoderm
    1. Ekkrine svedkirtler
    2. Apokrine svedkirtler
    3. Sebaceøse talgkirtler
    4. Hårfollikler
    5. Negle 
 

Hudens funktion
  • Fysisk barriere
  • Mekanisk barriere
  • Regulering af væske- og elektrolyt balance
  • Reduktion af ultraviolet lyspåvirkning
  • Regulering af kropstemperatur
  • Sensorisk organ
  • Immun overvågning
  • Vitamin D produktion
  • Kosmetisk organ

 

Epidermis
Epidermis er opbygget af keratinocyter som flerlaget struktur med følgende strata:
1.      Stratum basale (germinativum)
2.      Stratum spinosum
3.      Stratum granulosum
4.      Stratum corneum
 
Basalcellelaget består af søjle epitelceller med indskudte melanocyter, dendritceller (Langerhans celler) med udløbere til øvrige strata. Langerhans celler er deriveret fra knoglemarven og har makrofag og antigenpræsenterende funktion.
 
Stratum spinosum keratinocyterne er indbyrdes forbundne ved desmosomer.
 
Stratum corneum består af kerneløse keratinocyter adskilt af lipider, som strukturelt sammenlignes med 'mørtel og mursten' med en barriere funktion mod eksterne påvirkninger.
 
Tykkelsen af stratum corneum varierer afhængig af region. Tyndest svarende til øjenlåg.
Tykkest svarende til håndflader og fodsåler.
 
Den epidermale turn-over tid er 60 dage. Epidermis funktion og vækst stimuleres af flere faktorer styret af immunologiske cytokiner og vækstaktive keratinocyter. Aktiverede epidermale keratinocyter secernere således et stort antal cytokiner, som kan modulere lymfocyt og granulocyt funktioner i et komplekst immunologisk mønster, med patogenetisk betydning for en lang række dermatoser.
 
Keratin er det strukturelle hovedprotein i epidermis. Mindst 20 keratin proteiner er identificeret og inddeles i 2 hovedgrupper afhængig af molekyle vægt. Alle keratin proteiner er genetisk bestemt til forskellige anatomiske regioner på hud, kirtler og slimhinder.
 
Epidermis adskilles fra dermis ved basalmembranen lokaliseret til den epidermo-dermale-junktion.
 
Ultrastrukturelt er de basale keratinocyter forbundet med basalmembranen ved hemidesmosomer associeret med tonofilamenter og ekstracellulære komponenter lokaliseret til lamina lucida med adhæsive egenskaber til dermis. Under lamina lucida findes lamina densa og lamina fibroreticularis med vertikalt orienterede anchoring filamenter.
 
I relation til basalmembranen og dermis findes forskellig kollagentyper (kollagen IV-VII) af betydning for adhæsion.

 

SPONSOR: