Hårbundssygdomme: Hårtab
Androgenetisk alopeci hos mænd
Ætiologi
Androgenetisk alopeci = almindeligt mandligt hårtab skyldes:
- Genetisk bestemt androgenpåvirkning af hårfolliklerne.
- Lokalt øget omdannelse af testosteron til dihydrotestosteron (DHT) ved hjælp af enzymet 5-alfa reduktase i hårfolliklen.
- Forøgede niveau af DHT og øget lokal følsomhed på receptorniveau bevirker at hårfolliklerne gradvist skrumper med reduktion af terminalhår til rudimentære tynde vellushår, som efterhånden afstødes for endelig at efterlade folliklen skleroseret.
Epidemiologi
Stort set alle kaukasiske mænd vil udvikle lette tegn på androgenetisk alopeci med vigende hårgrænse efter puberteten.
Tydelige tegn på androgenetisk alopeci svarende til mindst stadium V ses hos 30% i 30-års alderen, 40% i 40-års alderen og 50% i 50-års alderen.
Klinik
- udtynding af behåringen fronto-parietalt, med karakteristiske 'høje tindinger'.
- progression med udvikling af hårtab i vertex i form af 'måne'.
- konfluerende hårløse områder frontalt og svarende til vertex.
Diagnose
Stilles klinisk og anamnestisk.
Oplysninger om tidligt indsættende hårtab hos patientens fader støtter diagnosen.
Behandling
Mænd med tidlig indsættende og udtalt hårtab kan have ønske om behandling.
 |
Behandlingsstrategi
|
- Behandlingen bør iværksættes primært og alene på patientens begæring, hvis der er tidlige tegn på udtynding af behåringen og oplysninger om udtalt hårtab hos patientens far.
- Behandlingen bør generelt varetages i almen praksis og kun undtagelsesvis henvises til speciallæge.
- Der tilstræbes at behandlingen opretholder den aktuelle behåring og hindre yderligere hårtab.
- Behandlingen fortsættes så længe en effekt ønskes. Der er således ikke tale om en helbredende behandling, men en behandling som undertrykker yderligere hårtab.
Transplantation
Transplantation af hårfollikler fra occipitalregionen til områder med udtynding af behåringen anvendes i enkelte tilfælde, men giver sjældent et kosmetisk tilfredsstillende resultat.
|
 |
Medicinoversigt
|
|
Virksomt stof: Finasterid (5-alfa-reduktase-hæmmer)
Dosisforslag: 1 mg. dagligt.
Behandlingsvarighed: Skal tages dagligt så længe man ønsker at opretholde en terapeutisk effekt
Virkning: Reducerer omdannelsen af testosteron til DHT lokalt og hæmmer derved den langsomt fremadskridende destruktion af hårfolliklen. Hos flertallet hæmmes yderligere progression af hårtabet og en del vil få nyvækst, hvis hårtabet ikke har været for langvarigt
Bivirkninger: Enkelte patienter kan få nedsat libido, erektil dysfunktion eller ejakulationsforstyrrelser under behandlingen
Kontraindikation: Kvinder
Virksomt stof: Minoxidil liniment
Dosisforslag: Findes i to styrker 20 mg/ml og 50 mg/ml og appliceres typisk 2 gange dagligt. (Maksimal døgndosis bør ikke overskride 100 mg.).
Behandlingsvarighed: Behandlingen skal fortsættes, så længe virkning ønskes.
Virkning: Man kender ikke den eksakte virkningsmekaniske af Minoxidil, men øget lokal blodgennemstrømning kan være medvirkende.
Almindelige bivirkninger: Lokalirritation, kontaktallergi.
Forsigtighedsregler: Bør ikke anvendes til gravide, forsigtig anvendelse ved risiko for hypotension.
Kombinationsbehandling
Det er muligt at kombinere Finasterid og Minoxidil, men hvorvidt effekten er additiv vides ikke.
|
 |
Vedligeholdelse og kontrol
|
- Der er tale om en vedligeholdelsesbehandling, hvor det er afgørende at behandlingen tages regelmæssigt og dagligt for at opretholde en virkning.
- Det kan forventes at livskvaliteten øges hos de, der har effekt af behandlingen.
- Det anbefales, at der foretages lægekontrol ca. 1-2 gange om året, eller hvis der opstår bivirkninger.
|
Androgenetisk alopeci hos kvinder
Ætiologi
Androgenetisk alopeci kan optræde hos arveligt disponerede kvinder efter puberteten. Generelt foreligger der ikke hormonelle forstyrrelser med øget cirkulerende koncentration af androgener eller en øget omdannelse af testosteron til DHT.
Men hvis der udvises tegn på virilisering, såsom menstruationsforstyrrelser, akne, hirsutisme, clitorisforstørrelse eller ændringer i stemmen skal en hyperandrogen tilstand udelukkes med blodprøvetagning (androgen-status). Ved abnorme niveauer af testosteron skal patienten henvises til gynækolog, da der kan være tale om polycystisk ovariesyndrom eller sjældnere androgenproducerende tumor.
Epidemiologi
Ca. 20-25% af alle kvinder i 50-års alderen har tegn på kvindelig androgenetisk alopeci.
Klinik
Varierende sværhedsgrader (stadium I-III).
- Forreste hårgrænse bibeholdes
- Diffus udtynding af behåringen svarende til det fronto-vertikale område
- Hårtabet bliver yderst sjældent total
Diagnose
Stilles klinisk eller histologisk til adskillelse overfor kronisk telogen defluvium.
Behandling
 |
Behandlingsstrategi
|
- Behandling bør kun iværksættes ved udtalte forandringer. Dokumentation for effekt er beskeden.
- Behandlingen kan opstartes i almen praksis eller i speciallæge i dermatologi, specielt hvis der er tvivl om diagnosen.
|
 |
Medicinoversigt
|
Virksomt stof: Minoxidil liniment
Dosisforslag: 20 mg/ml og 50 mg/ml kan have en vis effekt, så længe præparatet anvendes regelmæssigt.
Behandlingsvarighed: Præparatet skal tages, så længe virkning ønskes.
Almindelige bivirkninger: Lokalirritation, kontaktallergi.
Forsigtighedsregler: Bør ikke anvendes til gravide, forsigtig anvendelse ved risiko for hypotension.
Virksomt stof: Finasterid
Anti-androgen behandling med finasterid tabletter har generelt ingen virkning, bortset fra tilfælde med abnorm androgen-status, som også kan behandles med Diane Mite P-piller eller tbl. Spironolacton, som specialist behandling.
|
 |
Vedligeholdelse og kontrol
|
- Der er tale om en vedligeholdelsesbehandling og ikke en helbredende behandling. Behandlingen skal således fortsætte så længe en virkning ønskes.
- Det kan forventes at de behandlede kvinders livskvalitet øges dersom hårvæksten øges.
- Kontrol af effekt kan foretages ca. 1-2 gange om året eller ved tegn på bivirkninger.
|
|