Håndeksem: HåndhygiejneMange patienter med håndeksem har fået at vide, at de skal undgå vand og sæbe, fordi det udtørrer og irriterer huden. Det betyder dog ikke, at du ikke må vaske dine hænder og din krop, hvis du har håndeksem.
Vaske hænder
Bakterier lever rigtigt godt i fugtige miljøer, og hvis du fx har et eksem, som væsker, så du er nødt til at bruge bomuldshandsker, vil handskerne hurtigt blive fugtige. Det er derfor vigtigt, at huden renses et par gange om dagen:
- Vask hænderne med en mild, uparfumeret sæbe og lunkent vand.
- Skyl sæben grundigt af.
- Tør huden godt.
- Smør huden med enten den hormoncreme lægen har ordineret eller med en mild, uparfumeret fugtighedscreme.
- Tag et par rene bomuldshandsker på.
- Bakterier kan også trives i handsker, som er blevet våde af væsken fra eksemet. Hvis dit eksem væsker, er det derfor nødvendigt at du har bomuldshandsker nok til, at du kan skifte dem ud flere gange dagligt.
- Skift håndklæderne ud hyppigt.
Bad
De fleste mennesker synes, at det er rart med et dagligt bad. Det gælder også mennesker med atopisk eksem. Hvis du selv kan vaske dit hår, bør du bruge milde og uparfumerede produkter (sæbe og shampoo) og evt. anvende handsker. På den måde undgår du at irritere huden unødigt.
Hvis huden på dine hænder er meget skadet af eksemet, og al bevægelse gør ondt, kan du have brug for hjælp til bad og hårvask. Hvis du bor alene, kan du gennem din læge søge om at få bevilget midlertidig hjemmehjælp.
|