Nyhedsbrev
PatientDoktor

News:

Der findes behandling til alle med psoriasis

Alle fagpersoner der arbejder med psoriasis ved godt, at psoriasis handler om meget mere end hud. Alligevel føler landsformand for Danmarks Psoriasis Forening, Jens Sloth Nielsen, ofte behov for at understrege en pointe, der netop er bekræftet i en landsdækkende undersøgelse fra Zapera gennemført for foreningen:

”Nogle vil måske sige, at en hudsygdom ikke er det værste man kan fejle, men når jeg fortæller, at hver tredje med psoriasis stort set aldrig går til sport, solbader på stranden eller går til frisøren, så får sygdommen pludselig en anden og mere alvorlig betydning.”

I kampagnen ’Psoriasis: The Naked Truth’, der lanceres 1. juli i Danmark, sættes der fokus på tre budskaber. Et af dem er, at hver enkelt skal tage ansvar og søge den bedste behandling. Danske Birgitte Snedker-Sørensen, der er psoriasis- og psoriasisgigt-patient, deltager i kampagnen:
”Jeg kan måske være med til at skabe opmærksomhed om sygdommen, om hvordan man kan takle det og sætte fokus på, at der findes og udvikles nye behandlinger hele tiden. Der er altid et begrundet håb om en ordentlig behandling.”

99 procent kan behandles
Hendes udsagn understøttes af Overlæge Claus Zachariae fra Gentofte Hospital. Til Dagens Puls udtalte Zachariae at: ”Der er en behandling til alle. 99 procent af alle tilfælde kan behandles i ro, så det ikke påvirker ens livskvalitet i nævneværdig grad. Selv når symptomerne ikke er særligt slemme, bør man få en henvisning til en hudlæge, hvis behandling hos egen læge ikke umiddelbart hjælper, for hudlæger har større erfaring i sygdommen.”

Behov for oplysning om behandlingsmuligheder
Undersøgelsen der er foretaget for Danmarks Psoriasis Forening blandt danske patienter med mild til moderat psoriasis viser, at én ud af tre med psoriasis påvirkes i betydelig grad af deres sygdom i hverdagen. Alligevel er 60 % af dem ikke i behandling.

En oplysningskampagne som ’Psoriasis: The Naked Truth’ kan være med til at øge opmærksomheden blandt patienter og pårørende. Herunder også understrege, at et besøg hos hudlægen kan gøre forskellen for den enkelte patient.