Svampeinfektioner: CandidosisCandidosis
Superficielle candidoser omfatter infektion i hud, negle, mundhule og genitalregion.
Candida (C.) albicans er den dominerende årsag, og mindre end 10 % forårsages af andre arter,
bl.a. C. krusei og C. glabrata, som begge har nedsat følsomhed for fluconazol.
Candida-arter er gærsvampe, som forekommer saprofytært (blastosporeform) på slimhinderme, men kan overgå til parasitær form (mycelieform), når disponerende lokale og systemiske faktorer er til stede hos værten, fx tørhed af slimhinder, rygning, protese, spiral, p-piller, diabetes mellitus, malnutrition, jern- og zinkmangel, immundefekt og visse medikamentelle behandlinger som fx antibiotika.
Vulvovaginal candidose
Rammer op mod 75% af alle kvinder mindst én gang og ca. 25% får flere udbrud. En lille gruppe oplever recidiverende vulvovaginal candidose med mere end fire udbrud om året. Subjektive symptomer er kløe, brænden, irritation, udflåd, dysuri og dyspareuni, mens der objektivt typisk ses erythem, ødem, fissurer, belægninger og fluor vaginalis. Partneren kan blive smittet og udvikle balanitis/balanoposthitis. En svær Candida balanitis/balanoposthitis kan også være første symptom på diabetes mellitus.
Differentialdiagnoser
Bl.a. bakteriel vaginose, trichomoniasis, Staph. aureus/Strep. hæmolyticus vaginitis og non infektiøse vaginiter (fx irritativ reaktion på antikonceptionelle midler eller antiseptiske midler).
Behandling
Akut vulvovaginal candidose behandles med kapsl. fluconazol 150 mg som engangsdosis og/eller lokalbehandling med azol-holdige vagitorier eller vaginalcremer (clotrimazol, econazol eller miconazol). Alternativ behandling er kapsl. itraconazol 200 mg x 2 dgl. i en dag eller 200 mg dgl. i 3 dage.
Kontraindikation
Ved graviditet gives ikke peroral behandling.
Recidiverende vulvovaginal candidose
Princippet i behandling af recidiverende vulvovaginal candidose er primært at behandle til symptomfrihed og negativ mykologi, sekundært at fortsætte med vedligeholdelsesbehandling med henblik på at minimere recidivepisoder.
Både fluconazol og itraconazol kan anvendes. Ved symptomfrihed og negativ mykologi forlænges intervallerne mellem behandlingerne, som herved udtrappes.
 |
Behandlingsstrategi
|
- Induktionsbehandling til symptomfrihed og negativ mykologi.
- Vedligeholdelsesbehandling mhp at minimere recidivepisoder.
- Udredning af evt. disponerende årsag (tørhed af slimhinder, p-piller, spiral, diabetes mellitus, jern- zinkmangel, immunsuppression, medikamina).
- Mykologisk arts- og evt. resistensbestemmelse ved behandlingssvigt.
- Ved symptomfrihed og negativ mykologi forlænges intervallerne mellem behandlingerne mhp. recidivforebyggende behandling.
|
 |
Systemisk behandling
|
Virksomt stof: Fluconazol
Doseringsforslag og behandlingsvarighed: 150-300 mg ugl. i op til 6 mdr.
Almindelige bivirkninger: Kvalme, opkastning, abdominalsmerter, diarré, forhøjede levertransaminaser, hovedpine, hududslæt. Se også Medicin.dk
Kontraindikation ved samtidig behandling med atorvastatin, erythromycin, fluvastatin eller nitrofurantoin.
Forsigtighedsregler: Må kun anvendes ved graviditet og amning under visse forudsætninger
Interaktioner:
- Ved samtidig behandling med fluconazol og phenprocoumon eller warfarin bør dosis af det koagulationshæmmende middel nedjusteres.
- Fluconazol forlænger plasmahalveringstiden af samtidigt indgivet tolbutamid.
- Samtidig administration af amitriptylin, atorvastatin, erythromycin eller fluvastatin bør undgås.
Virksomt stof: Itraconazol
Doseringsforslag og behandlingsvarighed:200 mg x 2 dgl i 2 dage ugentligt i op til 6 mdr.
Almindelige bivirkninger: Gastro-intestinale gener, leverpåvirkning, hovedpine, svimmelhed, hudreaktioner. Se også Medicin.dk
Kontraindikation: kendt leversygdom eller hjerteinsufficiens, samtidig behandling med CYP3A4-metaboliserende lægemidler, der kan forlænge QT-intervallet, HMG-CoA-reduktasehæmmere, busulfan, felodipin, nifedipin, rifampicin, tadalafil, vinkristin eller vinblastin.
Forsigtighedsregler: Må ikke anvendes ved graviditet og amning.
Interaktioner:
- Nedsat koncentration af itraconazol ses ved samtidig indgift af rifamyciner og phenytoin.
- Erythromycin kan øge koncentrationen af itraconazol.
- Antacida kan nedsætte absorptionen af itraconazol.
- Itraconazol øger plasmakoncentrationen af atorvastatin, lovastatin og simvastatin. betydeligt med øget risiko for rhabdomyolyse.
- Itraconazol kan øge plasmakoncentrationen af digoxin.
- Itraconazol hæmmer omsætningen af buspiron, ciclosporin, midazolam og triazolam.
|
 |
Supplerende lokalbehandling
|
- Vagitorier eller vaginalcreme indeholdende clotrimazol, econazol eller miconazol.
- Obs! Forringet sikkerhed ved brug af kondom/pessar, samt risiko for kontaktdermatitis.
|
|