Tilbage Udskriv

Behandlingsstrategi ved brug af biologiske præparater til psoriasis og rheumatoid artrit

Brug af biologiske præparater i form af TNF-hæmmer (infliximab og adalimumab) og TNF-receptor (etanercept) har revolutioneret det kliniske forløb for patienter med autoimmune sygdomme omfattende psoriasis, rheumatoid artrit og kronisk inflammatoriske tarmsygdomme.

Biologisk terapi har overbevisende gunstig effekt med hensyn til reduktion af sygdomsaktivitet og risiko for især hjerte-karsygdomme.

Valg af biologisk præparat afhænger primært af speciallægens erfaring med de enkelte præparater, hvor behandlingen baseres på kliniske guidelines.

Alle behandlingsforløb registreres lovmæssigt i den kliniske database DERMBIO, hvor alle psoriasispatienter noteres mht. følgende:

• Præparatdosis
• Behandlingsinterval
• Effekt
• Bivirkninger

Det er derfor muligt at følge hver enkelt psoriasispatient og sammenligne patientbehandlingerne. For alle biologiske behandlinger gælder, at der oftest ses en hurtigt indsættende sygdomsreduktion efter få behandlinger med blivende vedligeholdelseseffekt for hovedparten af patientforløbene.

Imidlertid viser erfaringen, at effekten med tiden kan aftage med behov for dosisøgning eller præparatskift. Det er således almindelig anvendt, at såfremt dosisøgning eller afkortet behandlingsinterval ikke er klinisk tilfredsstillende eller afstedkommer bivirkninger inkl. betydelig økonomiske konsekvenser – i stedet at skifte til anden biologisk terapi. Eksempelvis kan TNF-alfapræparaterne forsøges indbyrdes substitueret eller erstattet af TNF-receptor (etanercept).

Serologiske undersøgelser har klarlagt, at biologisk terapi kan føre til dannelse af antistoffer – som forklaring på behandlingssvigt. Det gælder i særdeleshed dannelsen af neutraliserende antistoffer mod cirkulerende TNF-hæmmere, hvilket i praksis kan resultere i manglende effekt af infliximab og adalimumab. Tilsvarende kan der registreres non-neutraliserende antistoffer mod TNF-receptor, som imidlertid ikke synes at have samme reducerende behandlingseffekt. I praksis kan det derfor være formålstjenligt at skifte fra TNF-hæmmer til TNF-receptor præparat ved mangelfuld effekt af førstnævnte.

Ideelt bør alle patienter i biologisk behandling løbende monitoreres med måling af neutraliserende antistoffer for at imødegå uforudset behandlingssvigt og i tide kunne foretage præparatskift frem for iværksættelse af bekostelig dosisøgning.

Kilder:
Guideline on immunogenicity assessment of monoclonal 5 antibodies intended for in vivo clinical use. European Medicines Agency.

Is There a Need for Immunopharmacologic Guidance of Anti–Tumor Necrosis Factor Therapies? Klaus Bendtzen.

The formation of autoantibodies and antibodies to TNF-α blocking agents in relation to clinical response in patients with ankylosing spondylitis. S. Arends1*, H.R. Lebbink1*, A. Spoorenberg2, L.B. Bungener3, C. Roozendaal3, E. van der Veer3, P.M. Houtman2, E.N. Griep2, P.C. Limburg1,3, C.G.M. Kallenberg1, G.J. Wolbink4, E. Brouwer1.