Nyhedsbrev
PatientDoktor

Acne:

Behandling

 

Behandlingsstrategi
 
Behandlingstrin
 
1. trin: Vurder hvilken type acne patienten har. Specielt om det primært er komedoner eller inflammation, som dominerer billedet. Se også Klassifikation.

2. trin: Er der udløsende faktorer, som mekanisk påvirkning i området, kontakt til olierede produkter eller indtag af medicin eller andre stoffer som kan give et acneiformt udslæt?

3. trin: Vurder i hvilken grad patienten renser sin hud, og hvilke produkter patienten anvender.

4. trin: Hos kvinder: Vurder om der er andre symptomer, der indikerer forhøjet androgen niveau eller polycystisk ovarie syndrom (PCO).

5. trin: Ved mild og mild/moderat acne anbefaler man lokal behandling. Ved moderat og moderat/svær acne er systemisk behandling nødvendig.

Behandlingen af acne varierer alt efter typen af acne, sværhedsgraden, køn, konkurrerende lidelser og patientens livskvalitet.   
 
Behandling af børn
  • Der gælder de samme retningslinier som for voksne.
  • Dog fraråder man brug af tetracykliner hos børn under 12 år pga. risikoen for tandemalje forandringer. Alternativt kan anvendes erythromycin.
  • Oral isotretionin kan anvendes til børn med acne conglobata. Dosis op til 0,5 - 1,0 mg./kg. i op til 6 måneder.
Hvornår skal man henvise til speciallæge?
  • Behandlingen af mild til moderat acne kan varetages i almen praksis.
  • Det anbefales, at patienter med moderat acne, som ikke har tilfredsstillende effekt efter 3-6 måneders systemisk antibiotika behandling kombineret med 1-2 lokale midler, henvises til dermatolog.
  • Patienter med moderat/svær og svær acne bør henvises til dermatolog for at vurdere, om der er indikation for systemisk behandling med Isotretinoin.
Compliance 
  • Det er afgørende for en vellykket behandling, at man oplyser patienten om, at effekten ikke kan forventes med det samme.
  • For de fleste behandlinger er der først effekt efter 4 uger og maksimal effekt først efter 4 måneder. 
  • Flere af de lokale acne midler kan være lokal irriterende, specielt hvis patienten ikke har udtalt fedtet hud. I disse tilfælde anbefales det, at patienten reducerer antallet af applikationer fra fx 1 x dgl. til 1 x hver anden eller tredje dag.
  • Generelt frarådes monoterapi med antibiotika pga. risikoen for resistens udvikling.